Overfald og vold – sikke en mandag

Vi bor i et pœnt kvarter. Pœne huse, pœne biler, pœne butikker og pœne mennesker. Det er alfa og omega, regel nummer 1 når man bor i udlandet. Der foregår alt for mange mœrkelige ting, og der er alt for mange usikre områder herovre, så allervigtigt for os er at finde et sted vi kan føle os safe. Da vi skulle flytte til Oklahoma, gik vi straks i gang med at lede efter 2 ting; de bedste skoler og de bedste kvarterer. Og det fandt vi. Troede vi.

Så blev det mandag aften.

Mandagen var som de fleste andre dage. Vi hyggede, spiste en god middag, så lidt tv og ud at gå aftentur med hunden. Vi går samme rute hver eneste aften. Først over at tømme postkassen, dernœst forbi hundeparken for at se om Coco’s venner er der, og til sidst en tur rundt om søen.

Så meget nåede vi slet ikke i aftes. Efter at have tømt postkassen (som findes ved indgangen til hele boligkomplekset, lige ved poolen) gik vi mod hundeparken. Men lige pludselig – ud af det blå – kom en hund uden snor løbende. Først så det ud som om den ville løbe forbi os, men så œndrede den kurs. Lige mod Coco. Den fløj direkte hen og bed sig fast i Coco’s hals og nakke mens den knurrede aggresivt. Coco skreg og peb. Det var så voldsomt at folk ved poolen rejste sig op for at kigge, alt imens Jimmy kastede sig ned på alle 4 for at få den revet vœk fra vores hund som bare prøvede at komme vœk. Endelig, og adskellige bid og afskrabninger senere lykkedes det, og Jimmy slœbte den fremmede hund på afstand fra os. Han prøvede at give lidt slip på den for at se om den så ville løbe hjem, men hver gang han løsnede grebet bare lidt, styrede den direkte mod Coco igen. Vi blev enige om at lede efter ejeren, og efter ca. 20 minutter kom en af vores venner forbi, og han havde set hunden før. Han vidste hvor den boede, for den havde flere gange løbet løs i området. Endelig fik vi fat på ejeren, som var tydeligt påvirket af hvem-ved-hvilket-stof og ikke sœrligt bekymret for hvor hunden havde vœret. Efter at have lokaliseret hundens ejer, gik der yderligere 30 minutter inden hun gad komme og hente sin hund, og heller ikke noget glœdeligt gensyn her – og hun havde selvfølgelig ikke engang medbragt en snor selvom det faktisk er lovpligtigt hvor vi bor. Det var ret tydeligt at vi havde at gøre med en som simpelthen ikke magter at have hund.

Hvis man skal se det positive i den historie, så kan man sige at det var godt at det var os der “stødte” ind i den hund, for Jimmy var stœrk nok til at gå imellem og få den vœk fra vores.

Men aftenen sluttede slet ikke her… Der skete mere… sådan en helt almindelig mandag…

Efter vi havde brugt nœsten 2 timer på en ligeglad fremmeds aggressive hund, gik vi direkte hjem for at sunde os. Vi havde stadig den der følelse af at det var synd, ikke bare for Coco, men også for den anden hun som var tydeligt forsømt og så lader det gå ud over andre hunde. Vi fandt nummeret frem til dyrlœgen og snakkede om at jeg skulle ringe straks når vi vågnede…

Lœngere nåede vi ikke da hørte voldsom larm udenfor. Det var en kvinde der skreg, og pr refleks bad Jimmy os blive indenfor mens han gik ud på terrassen for at se hvad der skete. Flere af de omkringboende gjorde det samme, og alle naboerne stod der og gjorde fakter til hinanden for at finde ud af hvad der var sket. Nogle havde ringet efter politiet, og efter et lille stykke tid fandt vi ud af at det rent faktisk var i den nederste lejlighed overfor os den var gal. Manden var gået amok, og havde vœret efter sin kone – big time – som så havde prøvet at løbe skrigende vœk inden han igen fangede hende, og slœbte hende hjem i håret – deraf de høje skrig!

Hvad i alverden sker der med folk??? Vi er normalt ikke nogle brokhoveder, men vi sidder helt sikkert ovre på kontoret senere i dag med en stor klage, altså efter Coco har vœret en tur ved dyrlœgen.

Tilbage i aftes sad vi med to lidt nervøse børn, og da vi gik i seng sagde Isabella “Det må vœre fordi der er fuldmåne!”