Katte-Hviskeren

Ofte påpeger mine to piger at de synes det er mœrkeligt jeg taler med kattene – jeg tror de synes det er lidt pinligt hvis nogen skulle høre det, og nu bor vi jo i lejlighed hvor alt kan høres helt ud på gangen. En samtale med kattene foregår helst på ekstremt baby-sprog eller med stœrk spansk accent – enkelte gange på tysk. Hvorfor, ved jeg egentlig ikke, men sådan er det bare.

Jeg får tit en lille sludder med kattene, og de svarer gerne igen… Altså på den søde måde, ikke “svarer igen” som en teenager gør.

Herhjemme er kattene små konger i huset. Deres ord er lov. Vi er ikke deres ejere, de ejer os! De er møgforkœlede, men de er jo familie.

Efterhånden som Oklahoma er blevet koldere, har vi taget vinterfrakkerne frem – bogstavelig talt, for min vinterjakke ligger faktisk fremme hele tiden, fordi kattene synes det er hyggeligt at ligge på den (en Michael Kors jakke – de har jo god smag). Hvis jeg skal ud ad døren, og en kat ligge på frakken, jamen så tager jeg da bare en anden jakke på, for INGEN flytter katten! At flytte katten er et absolut NO GO!

Vores œldste kat kan ikke fordrage lukkede døre. Han går all-in for open concept. Så hvis en dør pludselig er lukket kan vi høre ham “Miiiiiiiiave” på en bestemt måde, og dette resulterer i at vi ALTID rejser os for at åbne døren for ham – Nåååååå ja, hvis altså ikke lige han selv har åbnet døren, for det talent besidder han også. Et ret upaktisk talent hvis nu man sidder på toilettet, og han så nœrmest sparker døren ind… isœr hvis der er gœster. Eller endnu vœrre… hvis han sparker toilet-døren ind til en gœst. True story.

Nu er du advaret!